To flader mødes i vinkel (typisk 90°) og sømmen lægges som en trekant i hjørnet. Kræver ingen fugeforberedelse og er den mest økonomiske samlingstype.

Begge kanter fases til en V. Mest almindelige ensidige forberedelse for materiale på ca. 3–20 mm tykkelse.

To emner lægges kant mod kant uden fasning. Bruges på tynde materialer (typisk op til ca. 4 mm), hvor fuld gennemsvejsning kan opnås fra én side.

Den ene kant er lige, den anden er faset. Bruges når kun den ene side kan bearbejdes, eller i T-samlinger med krav om indtrængning.

V-fuge med lige rodflade i bunden, der giver bedre rodkontrol og mindsker risikoen for gennemsvejsning.

Halv V-fuge hvor den fasede side også har en rodflade. Almindelig i T- og hjørnesamlinger med høje styrkekrav.

Pladerne ligger parallelt og svejses langs den fælles kant. Egnet til tynde materialer uden store belastninger.

En øvre plade har et rundt hul (prop) eller en aflang slids, der fyldes med svejsemateriale for at binde den til pladen nedenunder.

U-formet fugeforberedelse med afrundet bund. Kræver mindre tilsatsmateriale end V-fuge ved tykke plader og giver jævnere varmefordeling.

Kun én kant er U-formet. Bruges hvor kun én side kan forberedes, ofte i tykke T-samlinger.

En afrundet kant møder en plan flade. Almindelig når rør eller bøjede profiler svejses til en plan plade.

To afrundede kanter (f.eks. profiler eller rør) mødes og danner en naturlig V-formet rille, der fyldes med svejsemateriale.

Begge kanter er bøjet op til en flange, der derefter smeltes ned. Bruges på tynd plade uden tilsatsmateriale.